Kontanthjælpsprojektet søger deltagere til arbejds- og referencegruppe

KOMBIT og KL søger kommunale deltagere til to nye arbejds- og referencegrupper på projekt Kontanthjælp.

For at sikre, at det nye kontanthjælpsprojekt får et tilstrækkeligt vidensniveau og en god forankring i kommunerne, går KL og KOMBIT nu i gang med at etablere henholdsvis en kommunal arbejdsgruppe for medarbejdere og en kommunal referencegruppe for ledere. I den forbindelse søger vi deltagere, som kunne tænke sig at være med til at bidrage til at få udviklet en god løsning til understøttelse af kontanthjælpsområdet.

Bidrag til blandt andet specifikation og review

Det er tanken, at begge grupper skal følge projektet i de kommende år. I første omgang vil der være fokus på specificering af det nye system. Deltagelse i grupperne giver unik mulighed – og ansvar – for at påvirke udformningen af et af de kommende års centrale, fælleskommunale it-systemer. KL og KOMBIT håber, at mange kommuner har lyst til og mulighed for at bidrage til projektet på denne vis.

Arbejdsgruppe

Arbejdsgruppen får til opgave at rådgive KOMBIT om bl.a. arbejdsgange, sammenhæng til andre kommunale opgaver, funktionalitetsbehov, lovfortolkning og udviklingstendenser. Arbejdsformen vil primært være fælles møder, hvor aktuelle emner afklares, ligesom der kan blive tale om skriftlig kvalitetssikring m.v. Gruppens mødefrekvens vil variere, men der forventes i 2012 at være behov for møder (i form af fælles arbejdsdage) ca. hver fjerde uge.

Deltagere: Erfarne sagsbehandlere med bredere kendskab, udviklings-/fagkonsulenter, it-arkitekter eller lign. på beskæftigelsesområdet.

Referencegruppe

Referencegruppen har til opgave at rådgive KOMBIT om bl.a. projektfokus, arbejdsgange, udviklingstendenser, effektiviseringspotentiale, udrulning og gevinstrealisering. Arbejdsformen vil primært være fælles møder, hvor aktuelle emner afklares, ligesom der i sjældne tilfælde kan blive tale om skriftlig kvalitetssikring m.v. Gruppens mødefrekvens vil variere, men vi forventer at der vil være behov for møder hver tredje måned.

Deltagere: Ydelseschefer, borgerservicechefer eller it-chefer på beskæftigelsesområdet.

Sådan tilmelder du dig

Tilmelding til arbejdsgruppen og referencegruppen sker ved henvendelse til Klavs Jørgensen  på tlf. 3334 9471 eller e-mail kjg@kombit.dk senest mandag 5. marts 2012. Vi regner med, at første møde i begge grupper vil finde sted inden udgangen af marts.
Grupperne vil komme til at bestå af mellem seks og otte personer. Vi ønsker, at grupperne skal repræsenterer en varieret kreds af kommuner og håber derfor på forståelse for, at en gruppe i en periode kan være "fyldt".

Kompensation for medgået tid

Møder afholdes som udgangspunkt i København, men placeres der, hvor det passer medlemmerne bedst. For deltagere i arbejdsgruppen betaler KOMBIT rejseudgifter, ligesom de deltagende kommuner har mulighed for at modtage standard-kompensation for medgået tid i arbejdsgruppen.

Andre aktiviteter på vej

Ud over de to nævnte grupper forventer vi i løbet af projektet løbende at få behov for at trække på viden og erfaringer fra kommunale repræsentanter i forhold til f.eks.:

  • Arbejdsgange for personlige tillæg m.v. på pensions-, B & U-, og social & handicap-området
  • Implementering og udrulning af det kommende system
  • Udformning af prismodellen for det kommende system
  • Belysning af gevinstpotentialet ved det kommende system
  • Aftestning af det kommende system

KL og KOMBIT vil informere om disse aktiviteter i takt med, at behovet opstår.